Lars Tvede
06/04/2026
𝐈𝐑𝐀𝐍-𝐊𝐑𝐈𝐆𝐄𝐍
𝐉𝐄𝐆 𝐒𝐄𝐑 𝐅𝐋𝐄𝐑𝐄 𝐒𝐓𝐄𝐃𝐄𝐑 𝐊𝐎𝐌𝐌𝐄𝐍𝐓𝐀𝐑𝐄𝐑 i stil med, at "den orange mand“ har "startet en krig" "mod Iran", og at der i øvrigt "slet ikke var nogen planer bag angrebet". Mange siger også, at det er "helt uklart, hvorfor man startede krigen".
Jeg vil gerne kommentere på alt dette.
𝐕𝐀𝐑 𝐊𝐑𝐈𝐆𝐄𝐍 𝐃Å𝐑𝐋𝐈𝐆𝐓 𝐏𝐋𝐀𝐍𝐋𝐀𝐆𝐓?
Når folk siger, at der ikke er lagt planer, er det oplagt forkert. USA har (herunder i tæt samarbejde med Israel) konstant war-gamet en mulig konflikt med Iran. Det inkluderer en lang række forskellige scenarier – blandt andet at Iran forsøger at lukke eller forstyrre Hormuz-strædet, som er en af verdens vigtigste olie-ruter og transporterer omkring 20 % af den globale oliehandel.
Sådanne scenarier har været en fast del af amerikansk krigsplanlægning siden 1980’erne (bl.a. under Tanker-krigen i Den Persiske Golf). Disse wargames er blevet gentaget og opdateret løbende gennem årtier, og Pentagon har offentligt bekræftet, at man har opdaterede kontingensplaner for netop dette.
Planlægningen af den aktuelle Operation Epic Fury omfatter satellitoplysninger fra et omfattende rekognosceringsnetværk, israelske efterretninger (HUMINT og teknisk intelligence opbygget gennem årtier) samt kunstig intelligens – herunder Palantir’s Maven Smart System. Maven integrerer i realtid enorme datamængder fra satellitbilleder, drone-video, radar og signalefterretning. Kombineret med Anthropic’s AI-model Claude accelererer systemet analyse, måludvælgelse og hele kill chain-processen dramatisk.
Maven har markant accelereret målidentificeringen ved at behandle massive mængder data – ofte millioner af datapunkter i realtid fra satellitbilleder, drone-video, radar og signalefterretning – og generere op til 1.000 prioriterede targets pr. time.
"Kill chain"-tiden er dermed komprimeret fra timer eller dage til sekunder eller få minutter, så man i mange tilfælde har kunnet gennemføre modangreb mod mobile missilaffyringsramper inden for 2–6 minutter efter detektion – især ved højt prioriterede trusler.
Resultatet: Over 1.000 mål kunne rammes allerede i de første 24 timer – et tempo, der tidligere ville have været umuligt.
Når det kommer til hardware, har Israel indsat ca. 200 kampfly, mens USA har bidraget med næsten 300 kamp- og bombefly samt to hangarskibe. Samlet er der fløjet over 11.000 combat flights, og mere end 11.000 mål er ramt frem til i dag.
Den logistiske kompleksitet har oplagt været enorm. Angrebene er gennemført over lange afstande fra baser i Israel, Jordan, Saudi-Arabien, Storbritannien, Diego Garcia og hangarskibe i Middelhavet og Arabiske Hav. Dette har krævet massiv lufttankning med 75–160 KC-135 og KC-46 tankere.
Hver mission er understøttet af et tæt integreret netværk af specialfly: E-3 AWACS til kommando og overvågning, RC-135 og MQ-9 til efterretning, EA-18G Growler til elektronisk krigsførelse samt hundredvis af C-17 Globemaster og C-130 transportfly, der kontinuerligt har leveret ammunition og reservedele gennem mere end 38 dage.
Kampagnen har dermed demonstreret en hidtil uset logistisk og teknologisk kompleksitet: en kontinuerlig luftbro af brændstof, data og ammunition over tusindvis af kilometer, der har været afgørende for at opretholde luftoverlegenhed og vedvarende pres på Irans militære infrastruktur.
Et dramatisk eksempel på denne kompleksitet var i øvrigt redningsoperationen i går, hvor en nedskudt F-15E-pilot blev reddet dybt inde på iransk territorium. Man fløj specialstyrker og helikoptere ind med transportfly, etablerede en midlertidig landingsbane nær en større iransk by, opbyggede et hurtigt brændstof- og våbendepot – og gennemførte optankning af helikoptere i luften under missionen.
Når man indleder en operation af denne størrelse, kalkulerer man naturligvis med et bredt spektrum af mulige udfald. Militæret gennemfører omfattende scenarioplanlægning, der spænder fra iranske missil- og drone-modangreb, proxy-angreb via Houthierne, Hezbollah og andre grupper, økonomiske konsekvenser som stigende oliepriser og forstyrrelser i global forsyning, til politisk eskalation og mulige regime-ændringer. Lukning eller alvorlig forstyrrelse af Hormuz-strædet har været en kerneantagelse i næsten alle større amerikanske krigsplaner mod Iran i årtier.
𝐇𝐕𝐎𝐑𝐅𝐎𝐑 𝐀𝐍𝐆𝐑𝐄𝐁 𝐌𝐀𝐍 𝐈𝐑𝐀𝐍 𝐍𝐔?
USA og Israel har gentagne gange gjort det meget klart, at de stillede tre ufravigelige krav til Iran:
1) At landet definitivt og verificerbart stoppede sit atomvåbenprogram.
2) I Iran ophørte med produktion og udvikling af ballistiske missiler, herunder dem, der kan bære atomvåben.
3) At Iran stoppede sin støtte til internationale terrorgrupper med våben, finansiering og anden bistand.
Timingen for angrebet i februar 2026 skyldes to hovedfaktorer. For det første er Irans vigtigste terrorproxies – Hamas, Hezbollah, Houthierne og Assad-regimet i Syrien – blevet voldsomt svækkede eller direkte faldet i løbet af de seneste to år. For det andet genoptog Iran tydeligt arbejdet med sit atomprogram og oprustning efter de tidligere bombardementer af dets atomfaciliteter sidste sommer.
𝐇𝐕𝐄𝐌 𝐒𝐓𝐀𝐑𝐓𝐄𝐃𝐄 𝐊𝐎𝐍𝐅𝐋𝐈𝐊𝐓𝐄𝐍?
Men vedrørende det første punkt – at USA har "startet en krig imod Iran“ – bør man for det første huske, at det ikke er USA alene, men et fælles amerikansk-israelsk angreb.
For det andet er krigen ikke imod den iranske befolkning, som i høj grad støtter angrebet. Ca. 70 % af iranerne siger nej til fortsættelse af Den Islamiske Republik i en hypotetisk fri folkeafstemning. Under protesterne "Woman, Life, Freedom“ har tallet toppet ved 81 %.
Støtte til Supreme Leader og revolutionens principper ligger typisk på 11–20 %. En lækket intern undersøgelse fra Irans Kulturministerium (2024) viste, at 72,9 % ønsker adskillelse af religion og stat – et stærkt udtryk for opposition mod det teokratiske system. Nogle lækkede interne polls fra 2025 har endda vist op til 92 % utilfredshed med landets præstestyre.
For det tredje kan man med god ret argumentere for, at dette ikke er starten på en ny konflikt, men derimod et forsøg på definitivt at afslutte 47 års konstant iransk aggression og proxy-krig rettet mod USA, Israel og i vid udstrækning det øvrige verdenssamfund.
Det internationale had til det iranske regime er massivt – og det er ikke tilfældigt. Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman har blandt andet sammenlignet Irans ledelse med Hitler-styret.
Så hvad har Irans teokratisk-fascistiske styre reelt foretaget sig? Nedenfor følger en meget forkortet oversigt over landets alvorligste forbrydelser:
𝐇𝐉𝐄𝐌𝐋𝐈𝐆𝐓: 𝐌𝐀𝐒𝐒𝐀𝐊𝐑𝐄𝐑 𝐎𝐆 𝐔𝐍𝐃𝐄𝐑𝐓𝐑𝐘𝐊𝐊𝐄𝐋𝐒𝐄 𝐀𝐅 𝐄𝐆𝐍𝐄 𝐁𝐎𝐑𝐆𝐄𝐑𝐄
1988-massakren: Tusinder af politiske fanger henrettet.
2022 (Mahsa Amini): Hundredvis skudt, tusinder tortureret under "Woman, Life, Freedom“ bevægelsen.
2026-massakrerne (januar-februar): Landsdækkende opstand. Præstestyrets voldmænd fra IRGC, Basij og civilklædte agenter skød med skarpt, snigskytter fra tage og moskeer, politistationer; brug af DShK-maskinpistoler, metalsplinter og kemiske våben. Mål: hoveder og torsoer på protesterende, børn og tilfældige.
Undertrykkelsen var ekstremt brutal: Der blev gennemført natlige hjemraids, hospitaler blev stormet for at arrestere sårede, og tusinder blev tortureret, herunder med seksuel vold. Over 53.000 personer, inklusive mere end 555 børn, blev arresteret, og mange døde senere i fængsler som følge af tortur. Regimet gennemførte desuden en total internet-blackout, massegrave og tvungne begravelser for at skjule omfanget af massakrerne. Uafhængige kilder, herunder Amnesty International og FN-rapportører, estimerer det reelle antal døde til mellem 5.000 og 20.000+, med enkelte rapporter op til 36.500.
𝐇𝐄𝐍𝐑𝐄𝐓𝐓𝐄𝐋𝐒𝐄𝐑 𝐎𝐆 𝐃Ø𝐃𝐒𝐒𝐓𝐑𝐀𝐅
Rekord 2025: Over 1.000 henrettet (højeste siden 80’erne) – dødsstraf for narko, protester, homoseksualitet, apostasi. Mindreårige dømt til døden. Offentlige galger, tortur i fængsler.
2026: Mindst 52 henrettelser 5.–14. januar; 16 dødsdomme 16. februar; 3 brødre 18. februar; 7 20. februar; 3 mænd 19. marts; teenager Amirhossein Hatami 2. april. Hastige, uretfærdige retssager – børn blandt 30+ på dødslisten.
𝐈𝐍𝐓𝐄𝐑𝐍𝐀𝐓𝐈𝐎𝐍𝐀𝐋𝐓: 𝐏𝐑𝐎𝐗𝐘-𝐊𝐑𝐈𝐆, 𝐓𝐄𝐑𝐑𝐎𝐑 𝐎𝐆 𝐕𝐀̊𝐁𝐄𝐍𝐄𝐊𝐒𝐏𝐎𝐑𝐓
𝐈𝐑𝐀𝐍𝐒 𝐏𝐑𝐎𝐗𝐘-𝐊𝐑𝐈𝐆 𝐆𝐄𝐍𝐍𝐄𝐌 𝟒𝟕 𝐀̊𝐑
Hezbollah (direkte støttet og bevæbnet af Iran) har gennem de sidste fire årtier fungeret som Irans primære proxy mod Israel. Gruppen dræbte 241 amerikanske marinesoldater i Beirut i 1983 og har siden affyret titusinder af raketter mod Israel – herunder næsten 4.000 i 2006-krigen og over 8.000 siden oktober 2023. For perspektiv er Israel på størrelse med Jylland. Langt de fleste af disse raketter er leveret eller finansieret af Iran.
Houthierne (stærkt støttet af Iran) har siden november 2023 gennemført over 100 angreb på civile handelsskibe i Det Røde Hav og Aden-bugten. Angrebene har ramt skibe fra mere end 60 forskellige nationer – de fleste uden direkte forbindelse til Israel. Fire skibe er sunket, og mindst ni søfolk er blevet dræbt. Angrebene blev delvist genoptaget i 2026 som reaktion på krigen mod Iran.
Hamas har modtaget våben, kontanter og træning fra Iran og har dermed bidraget til at destabilisere hele regionen. Den 7. oktober 2023 udførte Hamas et massivt terrorangreb – blandt andet på Nova-musikfestivalen – der kostede over 1.200 mennesker livet, tog mere end 250 gidsler og inkluderede systematiske voldtægter, gruppevoldtægter, seksuel tortur og lemlæstelser. Vidner og ligsynsfolk har beskrevet tilfælde, hvor kvinder blev voldtaget, fået skåret brysterne af, og hvor kønsorganer blev lemlæstet med knive eller skud. Angrebet var planlagt med iransk støtte og finansiering.
𝐒𝐇𝐀𝐇𝐄𝐃-𝐃𝐑𝐎𝐍𝐄𝐑 𝐓𝐈𝐋 𝐑𝐔𝐒𝐋𝐀𝐍𝐃
Siden 2022 har Iran leveret tusinder af Shahed-droner direkte til Rusland – herunder op til 6.000 i 2023. Derudover har Iran givet Rusland en teknisk licens til at producere dronerne på Alabuga-fabrikken, hvor produktionen nu når flere hundrede droner om dagen.
Ifølge det ukrainske sikkerhedstjeneste (SBU) har Rusland affyret over 57.000 Shahed-droner mod Ukraine siden invasionen startede. Alene frem til september 2025 var tallet nået op over 50.000.
De civile konsekvenser har været massive. FN estimerer, at mere end 15.000 civile er blevet dræbt i Ukraine siden 2022, hvoraf en stor del er blevet dræbt af iranske droner. I de sidste fire uger af marts 2026 alene blev mindst 154 civile dræbt i drone- og missilangreb (inklusive børn), og i 2025 blev 577 civile dræbt af korte-række droner. Angrebene har primært ramt civile områder i Kyiv, Kharkiv, Sumy og andre byer – herunder boliger, energianlæg og hospitaler.
𝐈𝐃𝐄𝐎𝐋𝐎𝐆𝐈 𝐎𝐆 𝐅𝐉𝐄𝐍𝐃𝐄𝐁𝐈𝐋𝐋𝐄𝐃𝐄𝐑
"Død over Amerika“ og "Død over Israel“ – er ikke bare slagord, men en central del af det iranske styres officielle retorik. Disse paroler gentages konstant ved officielle events, i statsmedier og i skolerne. Ifølge den herskende shiaislamiske tolkning med fokus på Mahdi og martyrdom er konfrontation med Vesten og Israel ikke blot geopolitik, men en religiøs og ideologisk pligt. Det er en hæder at dø, imens man er ved at dræbe anderledes tænkende. Aromvåben kunne være meget nyttige til det formål.
𝐀𝐓𝐎𝐌𝐏𝐑𝐎𝐆𝐑𝐀𝐌
Før de amerikansk-israelske angreb i 2025/26 var Iran meget tæt på at kunne fremstille atomvåben. Landet havde oparbejdet omkring 440 kg højt beriget uran på 60 % – kun et lille skridt fra våbengrad.
Der findes ingen verificeret dokumentation for, at programmet er stoppet. Kombinationen af et avanceret atomprogram, en religiøs selvmordskultur og Irans omfattende proxy-netværk udgør en alvorlig trussel mod USA, Israel, Saudi-Arabien og mange andre.
Så nej – Iran er ikke en fredelig nation, der er blevet angrebet ud af det blå. Det er et land, der internet er besat af et fascistisk mindretal, som mishandler og i øvrigt udsulter sin egen befolkning, og som i stedet udnytter landets ressourcer dels til at berige sig selv og dels til at sprede død, rædsel og ødelæggelse både i regionen og internationalt.
Det er i øvrigt symptomatisk for styret, at det som modsvar på angrebet fra USA og Israel selv har angrebet 13 nationer, der ikke har gjort det noget.
𝐊𝐎𝐍𝐊𝐋𝐔𝐒𝐈𝐎𝐍
Man kan naturligvis være vidende om alt dette og stadig mene, at USA og Israel ikke burde have angrebet.
Men jeg tror, at mange konkluderer uden at have overvejet det samlede billede – herunder hvad der sandsynligvis ville ske, hvis Iran får lov til at udvikle atomvåben, mens de fortsætter deres lokale undertrykkelse og deres omfattende internationale terroraktiviteter.
𝗧𝗥𝗨𝗠𝗣, “𝗧𝗔𝗖𝗢” 𝗢𝗚 𝗙𝗢𝗥𝗛𝗔𝗡𝗗𝗟𝗜𝗡𝗚𝗦𝗣𝗦𝗬𝗞𝗢𝗟𝗢𝗚𝗜
Jeg har været involveret i et hav af forhandlinger om alverdens ting gennem mit liv. Jeg har også skrevet om forhandlingstaktik (og lavet en undervisningvideo om det).
Det fører mig til, hvad jeg opfatter som en udbredt misforståelse om Trumps generelle forhandlingstaktik.
𝗧𝗔𝗖𝗢
Når Trump lægger meget hårdt ud i en forhandling, opfatter mange det som hans ultimative krav – noget han mener bogstaveligt. Hans udmeldinger om toldsatser, NATO eller territoriale spørgsmål bliver f.eks. ofte læst sådan.
Mange journalister falder for det hver gang. Eller også lader de som om, de gør, fordi det giver klik. Når Trump senere justerer sine krav, bliver det hånligt kaldt “TACO” (“Trump Always Chickens Out”).
Efter min vurdering er der to misforståelser her.
Trump følger typisk en klassisk forhandlingsstrategi: Man starter med et meget ambitiøst – nogle vil sige urimeligt – udspil, ikke fordi man forventer at få det, men fordi man ønsker at flytte referencepunktet. I forhandlingsteori kaldes det at ‘lægge et anker’ – hvor det første udspil sætter rammen for resten af forhandlingen.
Det skaber en situation, hvor modparten forsøger at trække forhandlingen væk fra dette anker – og dermed påtager sig den tungeste opgave (se f.eks. "Negotiation Genius" af Malhotra & Bazerman eller "Getting to Yes" af Fisher & Ury.)
Når man så senere “giver sig”, er det selve mekanismen - det er ikke "chicken out". Problemet er, at mange journaluster tager udspillet bogstaveligt. Det gør man sjældent i professionelle forhandlinger.
𝗕𝗘𝗡Æ𝗚𝗧𝗘𝗟𝗦𝗘 𝗔𝗙 𝗙𝗢𝗥𝗛𝗔𝗡𝗗𝗟𝗜𝗡𝗚𝗘𝗥
Der er efter min mening også en tredje misforståelse i spil lige nu: Trump har meldt ud, at der har været konstruktive forhandlinger med Iran. Iran har til gengæld benægtet, at der overhovedet har været nogen. Det får mange til at konkludere, at der derfor ikke har været forhandlinger.
Men her er vi inde i noget, der er lige så klassisk. Når to parter forhandler, er det ofte politisk nødvendigt at benægte, at det sker. Specielt, når de er fjendtlige.
Det giver begge sider en form for “exit-option”:
- Hvis det går galt, kan man sige, at der aldrig var noget.
- Hvis det går godt, kan man pludselig godt bekræfte det.
Med andre ord: benægtelse er ikke fravær af forhandling. Det er ofte en del af forhandlingen.
Men hvorfor har Trump så meldt ud, at de forhandler? Den oplagte forklaring forekommer mig at være, at han skal begrunde, hvorfor han har udskudt bombning af deres kræftværker. Det vil være en oplagt aftale i forbindelse med forhandlinger.
Klicka här för att få din sponsrade notering.
Typ
Webbplats
Adress
Stockholm