Team Anneberg Adventure Racing

YACS 2016, Tøsen på tur med Team Fit4Run

Well, life goes on, som man siger, alt I mens skuldrene er blevet bredere, og min robusthed sat på prøve af sommerens nære og omvæltende begivenheder.

Sidst i august skulle min mentale såvel som fysiske robusthed på prøve igen. Planlagt, med fuldt overlæg og på en meget konkret, velkendt og håndgribelig måde – nemlig til DM i Adventure Race i Silkeborg og omegn.

Jeg var denne gang teamet op med Malene og Anni, som gæstespiller hos Team Fit4Run. Vi havde opgraderet vores optræden til Master distancen; 24timer med masser af godt i posen, stod der i brochuren. Fint selskab kom også til i år. Ikke i form af Kronprinsen, men næsten. De New Zealandske verdens mestre i Adventure Race var til start. Et kort, meget kort, men mindeværdigt øjeblik var vi endda lidt foran dette hold. Ikke helt ringe, når vi nu ”kun” var damer på vores hold. Det eneste af sin slags på startlisten, hvorfor vi officielt blev sat i bås med herre-holdene.

Med 3 kvinder i samme kano, kan det jo godt tage lidt tid, at få fastlagt fra hvilken ende af skuden sådan en styres bedst. I bløde, feminine kurver kom vi derfor smukt over kano etapen og lå endda ikke helt alene ude på ruten en time ind i løbet. Lyset svandt, og det viste sig, at det også var små skidt med vores egne medbragte lysforsyning til nattens etaper. Min hjelm-lygte havde fået løs forbindelse og reserven måtte frem. Med dårligere lys måtte jeg sætte farten lidt ned, men afsted det gik ud på inliner etapen i byens bakkede gader. Malene gav gavmildt lektion i faldteknik, mens jeg selv brændte bremser af i ret stor stil og stadig holdt højere fart end egentligt ønsket. Denne etape skal især roses for det helt geniale i at slippe os fri på det nye motorvejs stykke (endnu ikke taget i brug…). I natten kørte vi i stilhed 30-40km/t nede i knæ, med rødt discolys i nakken og kun en pandelampe lyskegle på den sorte asfalt foran os. Den inliner etape bliver svær at slå for fremtidige løbsarrangører!

Skovens mørke spiste os på cyklerne, men det gik støt og roligt fremad. Et kort kryds i kano med cykler blev til en effektiv vækning af mig, da kanoen skulle retur, og jeg svømme over en kortere vandpassage tilbage til cykler og hold. F***, videre! Underholdning er der altid sørget for på tur med damerne, og for lige at muntre mig op oven på den kolde tur, tog Anni et virkeligt flot styrt med cyklen fra stående og ud i sivene ved vandkanten. Klasse!

Natten var afbrudt af en længere svømme etape med poster på 3 små øer og fastland. I våddragter og svømmefødder plaskede vi stille ud under den smukkeste stjernehimmel og varmt-gule sejl-formede måne. Udsynet var bedst uden pandelamper, og måneskinnet oplyste landskabet smukt. Gudeskøn etape, lysår over forventningen om en kold og dræbende etape.

Videre ud i natten på mtb, siden på løb det sidste stykke ned mod kajak etapen. Solen stod op og vi huskede at beundre det smukke landskab. Edderkoppespind glitrede med af dugdråber i morgensolen over lyngen. Et sted i landskabet her led Annis svulmende lårmuskler desværre en smule overlast, og hun måtte modstræbende melde sit handicap til vi andre ved morgengry. Det betød stort set intet løb, fravalg af en del stigninger og afkortning af ruten til fods under kajaketapen. Vel vidende at vi ikke ville få fuld plade på klippekortet gik gassen lidt af ballonen. Ikke desto mindre var det en historisk smuk og god kajaketape ind mod Silkeborg i høj sol og kun let vind. Anni og Malene cruisede afsted i 2’eren i en skøn blanding af synkron og asynkron pagajføring, mens jeg trillede støt efter i solo båden. Tempoet var ikke hæsblæsende, men så var der til gengæld rig lejlighed til at spise i tide og utide. Mindes ikke at jeg nogensinde har spist så meget på et Master race, og det skal ikke lyde som en beklagelse!

Som timerne gik og trætheden meldte sig, begik vi en klassisk fodfejl – ikke at få talt om hvad vi kører videre efter nu, med handicap på holdet. Dertil var det lidt uklart, om det var lige vigtigt at tage poster på o-løbs delen af kombi-etapen, eller om det var vigtigere at fuldføre kajaketapen fremfor flere o-løbs poster. Vi gættede 2 mod 1 på fuldført kajaketape, og fortsatte frem efter denne plan. Derefter direkte til skiftezone og til mål. Der var ikke rigtig mere gas at køre på efter godt 21timer på farten og hul i post rækken, så vi valgte at trække stikket og undlade rapelling, skydning, Mtb-O og den sidste klatring.

Følelsen af at stå af før pladen er fuld, er for mit eget vedkommende altid noget flad. Sådan står jeg også tilbage efter dette løb – om end det så var en sjældent god rute, formidabelt vejr og godt holdkammeratskab på hele turen. Det gælder om at have en god oplevelse på ruten, men med til den oplevelse hører for mig også at holde momentum og fokus på fart og fremdrift. Jeg havde ikke selv meget fart at byde på, og kørte på en kedelig mental autopilot til dette race. Jeg kan derfor kun minde mig selv om, at oplevelsen bliver på linje med hvad du selv byder ind med. Her, såvel som i livets øvrige forhold :)

Godt kæmpet – som altid – af Anni med det dårlige ben og Malene med det skarpe navigatør blik på ekstra lang vagt. Altid en fornøjelse at ligge på hjul hos Jer.

Hvis idé var det?

Jeg står på startstregen med makker Anni lørdag kl 16. Det er Annis idé. Jeg er bare med. For vores fødder ligger et stort kort over Søhøjlandet alias området omkring Himmelbjerget.

10-9-8. ”Jeg ved ikke, om jeg kan det her”, siger jeg til Anni. Den tanke fylder en del i mit hoved lige der. 7-6-5. Forude ligger 2 etaper over to dage i klassen X50 til Nordisk Extrem Marathon. Dvs. 50km orienteringsløb i svært terræn, med 5-6kg på ryggen, en skidt vejrudsigt og flere kolde svømme passager.

4-3-2. F**k, f**k, f**k! …1. Go! Kroppen bedrager mig for vildt. Den løber bare afsted. Følger flokken som en anden lemming og fornægter al fornuft. God dammit Alexis!

Hovedansvaret for navigationen var på en eller anden måde havnet hos mig, hvilket helt klart var et best-worst case valg. Udover meget korte træningsløb, har jeg aldrig været betroet kortet i fod-orientering når Team Anneberg har været på tur. Med rette, vil drengene nok mene. Jeg er altså lige nu på både udebane og afveje, en kombination der kun kan betyde utroligt ømme ben og lange etaper. Det er jeg nu ikke alene om ar sørge for.

Oplægget for weekenden var at gennemføre en for mig ny udfordring – Nordisk Extrem Marathon, X50 dame klassen sammen med garvede Anni. Vi skulle følges ad, have telt, sove- og kogegrej, mad, vand, lys og tørt tøj med os på hele turen og finde i alt 58 poster på de to etaper. Arrangementet talte i år både XT 42 og 21km (solo trail), X35, X35 svær, X50 og X70 orienterings klasser for hold. Ca. 100 hold var til start i X-klasserne, og vi stod klar med huset på ryggen og kompasset mod nord.

Jeg skal lige ind på kortet, dvs i gang med at læse højdekurver og krims krams på et 1:25.000 kort i fuld fart op ad Himmelbjerget. Anni står for at klippe posterne og checke, at vi klipper den rigtige post, og ikke en der hører til en anden rute. Lige det der glippede så lidt for os i starten, post 2 faktisk, og kostede højdemeter og et felt der forsvandt. Til gengæld gjorde vi det aldrig igen. Afsted igen. F**k, hvor er vi nu? Nååå, vi er slet ikke dér! Så, nu er vi hér. Ok, nu ruller det. Flow, teknik, orientering og samarbejde indfinder sig og posterne står som de skal. Præcis som Torbjørn lovede os.

Post 10 hedder vandpassage. Det betyder praksis ”fortsæt din rute ud i vandet. Svøm når du ikke kan bunde og fortsæt. Du skal jo over til posten på den anden side. Fortsæt løb når du kan bunde. Kom, op i løb. Jo du kan!” Temperaturen var kold med koldt på. På stive, følelsesløse ben fortsatte vi. Næste post. Våde, farvestrålende løbere listede afsted ind gennem skoven.

Endnu 10 poster og 15km senere gentager samme seance sig, ikke helt så voldsom en oplevelse. Næsten rart at få bedøvet benene lidt. Rytme og tempo ruller. Vi ligger flere hold i nærheden af hinanden og skiftes til at tage de hurtigste vejvalg ind til posterne. Det griner vi en del over. O-løbs værkstedshumor.

Efter 6t5min rammer vi dagens mål og night camp. 37km, 30 poster og utallige højdemeter i pragtfuldt landskab tilbagelagt. En kold regn har motiveret os mod mål den sidste time, og mørket falder på som vi løber gennem mudder og åer på de sidste poster. En herlig optakt til at skulle kravle i den alt andet end lune sovepose i det groft vægt-optimerede Harald Nyborg telt. Hvis idé var det nu det var?

Menuen står på frysetørret kartoffelmos med et touch af tørret jaka bov og duft af løgpulver. Anni nyder en pose Korma-noget. Eller, hun spiser ihvertfald noget af posens indhold. Total vægtoptimeret carbo loading. Fladmast Yankie bar til dessert.

Og så starter det. Natten. Regnen. Kulden. Timers rotering i pose og indrullet i alu-lagen. Regnen der drypper ind på hovedet. Anni varmer godt, men mest når hun ligger på siden. Det gør bare så ondt at ligge på hoften på 3mm underlag ret længe.
Hvis idé var det nu det var?

Endelig er det tid at stå op. Alt er vådt. Kaffe. God stærk. En hel gryde. Så er vi klar! På med det våde tøj. 10-9-8… F**k, f**k, f**k. En achilles sene så stiv som et bræt. 7-6-5. WTF, vi skal bare tilbage til den varme bil og hjem. Én post af gangen. Hvor svært kan det være. 4-3-2-1. Op med kortet og afsted. F**k, der er 2 sider i dag! OG to lange vandpassager. Afsted, hæng på, hovedet med. Yes, det går sgu nok. Det ruller faktisk. Vi er godt med fra start i dag!

Post 5, ud i vandet. Op på øen. Ud igen. 2-300m. Koldt, meget koldt. Vi lister afsted igen. Mine lår stivner og vil ikke rigtig tø op igen. Så bøvler knæet, så achilles. Hvad F*** er det her for et game! Nå. Videre. Anni prøver optimistisk at tale min opmærksomhed væk fra kroppen. Der svares kortfattet. Jeg er presset. Benene vil bare ikke rigtig. Efter 10km er løb blevet til rask gang, og det er vi heller ikke alene om. Vi rammer nogle højdemeter, og min bjerg-autopilot tager over. Op går fint. Ned er skidt. 38 dage. Du kan godt Lise.

Posterne tikker ind. Da Anni ved post 12-13 stykker opdager, at der KUN er 28 poster i dag, og ikke 30, er det som at få en kæmpe gave. Næsten halvvejs nu! Vi bommer en enkelt post, og må 400m tilbage. Bogger. Ikke lige hvad vi har brug for nu. Det lave tempo gør ellers, at vi har tid til at orientere lidt bedre og vælge mere direkte vejvalg end i løb. Stærkt går det nu ikke lige frem alligevel. Men det går fremad. Rytmen indfinder sig og vi møder samme hold som på første etape. Nogen forsvinder foran os, mens andre forsvinder ud i skoven eller ned i mosen bag os. Vi tager ganske fornuftige valg og hjælpes rigtig godt ad til bedst mulige fremfærd. Trætheden emmer fra unge og gamle i terrænet. Smil og samarbejde er der stadig overskud til. På dette tidspunkt er vi alle vindere.

Post 26. Sidste lange stræk op på Knøsen. F**k it. Nu er det hjem. 27. Næst sidste, på kanten af Himmelbjerget. Klip for pokker! Nu skal vi bare hen ad stien og op ad trappen. Bare op ad trappen! Kom Anni, vi kan altid trække en spurt, ikke? 3 hold bliver sat på den sidste post. Hovedet tager over. Løber mig i mål. Jeg tror det næsten ikke. Jeg kunne godt. Hvis idé var det nu det var? Anni. Fandme godt tænkt!

Sådan tænker jeg i hvert fald lige nu. 24t og et par glas god vin senere. Flåterne er fjernet, vablerne punkteret og achilles knirker ikke længere. Ned er stadig skidt. Vi blev nr. 2 i X50 dame klassen. 71km tilbagelagt på 12t39min. Alle poster godkendt. Det var fedt. Rigtig fedt faktisk.

Tak til arrangører, banelæggere og hjælpere for et formidabelt setup og til Anni Plauborg for tålmodighed med praktikanten og stærkt makkerskab helt til mål.

https://www.facebook.com/Racingdenmark?fref=ts

Eventyrsport Events Eventyrsport Events er løbe-events og hikes i naturen, der byder på oplevelser og fællesskab.

DM, del 2, Race’ET:

Spændingen er høj, da vi kører afsted mod start. Hvad mon Jeppe C. og kompanerne har til os ude i terrænet i år? Ingen ved hvor bussen stopper, og hvad prologen indeholder. Men det er nok noget med vand.
Ganske rigtigt. Først en hidsig lille løbetur for at få pulsen banket op, og så ud på en 1000m svømmetur i dragt og fødder. Og her er det så, at vi støder på turens første lille grej-issue. Simon har fået fine nye svømmefødder. Sådan nogle smarte nogen, der kan sættes uden på skoene. SÅ smart. De vil bare ikke rigtig som Simon vil. Bjarke og jeg hopper i bølgen og ligger og spejder efter Simon i den sølv-farvede hætte. Først kommer den ud i vandet, så op igen. Bøvle, temmelig længe. Da der ikke er stort andet end den sølvfarvede tilbage på stranden, kommer den dog endelig afsted. Nuvel. Ikke akkurat en drømme start.

Et godt strandløb venter os, og vi får en smuk tur ned mod starten af kano etapen. Vi henter nogle hold og drengene holder mig fint i kort snor. Der blæser en frisk vind over vandet, og de ca. 20km i kanoen mod Stigeø og Odense bliver en særdeles udfordrende, men også rigtig fed tur som kano disciplin. Vi konkluderer under vejs, at Simon har to tempi for tag-kadance: MAX on eller næsten off, samt at han i max ON tempi, er virkelig skarp til at skovle vand indenbors i kanoen. Bølgerne gør dog også sit, og jeg lænser kanoen 5 gange, inden vi kommer i land.

Vi ryger afsted på første mtb etape, ikke imponerende højt oppe i klassementet, men vi har dog hentet lidt ind. Den smarte løsning med at give hvert hold en klippe-tang til at klippe ud for eget holdnummer på hver post, giver os mulighed for at aflæse direkte, hvor mange hold der har været ved posten før os. Det holder.

Noget med reb skal der være. Denne gang i form af Funky Monkey parken i Odense. Vi svinger os i wire-parken og opdager, at vi nu kun har 3-4 hold foran os. Yeay, nu lysner det! AR-kollega Claus Rantzau er mødt op med hep, og følger os afsted på afstand, tydeligt sulten efter selv at være i kamp. Se at få det bentøj i orden, og kom ud og leg igen!

Videre på mtb ud i Tarup Davinde. Vi overhaler Multiatleten, og Bjarke navigerer krystal-klart videre i et hæsblæsende tempo. Tøsen føler sig af og til en anelse udfordret med sime dame-ben på de bitte-små 26’er hjul, ift den skræmmende kombination af netop de to sæt herre-lårmuskler og deres 29’er hjul, som hun er på tur med. Vi ligger nu nr. 3 samlet.

Inline etapen er næste punkt i roadbook’en. Her er der dukket publikum op i form af Bæveren aka Broholm og Ålen aka Lars Holm. Fedt med holdkammeraternes opbakning ude på ruten! Her har vi så også tilskuere til vores næste grej-issue i rækken. Pandelamper. Bjarkes batteri svømmer i saltvand, og stikket til lampen er knækket. Den væsentlig mindre back-up lampe findes frem. I mens opdager Simon, at han desværre har glemt et stykke ledning til sin fine, nye lampe, så den ikke kan monteres på hjelmen. Head-gear er med, men det er en kende svært at få rigget til i al hast. Da det endelig lykkes, og hjelmen er på plads oven på head-gear, så kan lampen kun lyse lige ned på næsen. Det giver lidt træning til Simons nakkemuskler de næste timer.

Selve starten på inline etapen var meget publikums-venlig. Spektakulær faktisk! Rundt i et sving, ned ad to rækker bulede fliser og en ganske pæn hældning. Græsset blev forsøgt. Også her kom der god fart på. Et bøgetræ og et mindre stakit blev min redning for enden af bakken, mens en tilskuer løb febrilsk bag mig og nok ganske relevant, var lidt bekymret for mit forehavende.

Team Skandia er forude, og vi ser snart lyset fra dem. Jagten går ind. Ruten går af den gamle jernbane sti, og den er LYN hurtig. Det er Bjarke også, og Spartakus toget kører. Vi ved også at dette ikke er Villadsens favorit disciplin, og vi lægger pres på, for at få et hul til dem. Et sted i mørket, lukker de os behørigt forbi på den smalle sti. Senere bider de fra sig igen, og forsøger at trække ind på os. Der bliver ikke givet ved dørene her!

Vi skifter tilbage til sidste mtb etape og forsvinder ud i mørk, mørk skov, krat, utrolig mange brændenælder, el-hegn som Simon holder af at kramme samt et uhyre snirklet single-track. 500m efter skiftet går min pandelampe ud. Helt sort. Simons back-up back-up lampe, en husmands Silva på halv-flade batterier, fiskes frem og vi kommer videre. Således Bjarke ekviperet med min ”store” lampe på min hjelm, Simon med sin fine lampe, der oplyser hans næse noget så flot, og mig med lampen, der lige akkurat kan lyse ned til min kortholder. Afsted det går! Sammenhold får pludselig en meget stærk betydning.

Seje Team Skandia henter os her, mens vi leger blindebuk på single-tracket. Bogger. Vi følges videre ud på kortet, og ATventure støder nu også til. Bjarke navigerer skarpt, og det er alle klar over. Vi giver den gas, og forsøger at ryste konkurrenterne af os. Første hug mislykkes, og giver et større bagslag. Næste omgang sidder lige i skabet, og vi får Team Skandia sat af i skoven. Nr. 2!

Ud på løb i Svanninge bakker og Øhavs-stien. Nu er terræn-løb ikke lige min stærke side, det er ingen hemmelighed. Der bliver holdt helt kort snor, og Tøsen er presset. De kære drenge er vist tilmed bekymrede for min overlevelse, men vi skal jo videre. Tempoet er svært lavt, alligevel er jeg max presset i mine ben. Min hjerne har det dog ok med det, da jeg ved kajak i timevis ligger næst for, og benene får en pause her.

Vi skifter i Fåborg og roer afsted i kajakkerne. ATventure ligger bare 20min foran, klokken er nu ca. 04, og der er flere kort endnu. Simon brummer lidt over, at han altså snart skal være i mål, så han kan holde sin aftale til Extrem Marathon. Det snakker vi ikke mere om lige der.

Det lysner, mens bølger og vind skubber os mod Svendborg. Der skal arbejdes lidt for det, og ikke mindst for at holde øjnene åbne efter 16-18 timer på farten. Bølgerne tager til sammen med lyset, og igen bliver det et godt, udfordrende stræk af en kajak-etape at være.

Vi rammer endelig Svendborg, og er svært tilfredse med at stige ud af kajakkerne. Vi har et solidt hul ned til Team Skandia, men det forlyder at Merrell er på vej op. Vi læsser min kajak op til næste etape, Kajak’nRun’nSwin. Tasker, våddragter, svømmefødder, kajak-hjul, veste. Resten bliver pakket i en sæk og afleveret. Drengene løber afsted på o-løb og jeg bugserer kajakken videre. Jeg skal klippen en post på dokken i Svendborg havn. Den er desværre blæst op på bolværket, så den ikke kan nås siddende i kajakken. Bum bum. Jeg tænker at, jeg kan nå den stående, hvis jeg kiler kajakken ind mellem det store skib ved posten og selve bolværket. Den manøvre lykkes fint, jeg kommer op at stå, klipper posten og sætter mig fluks ned. Desværre omvendt oven på cockpittet. Manøvren tilbage på sædet går ikke helt så heldigt, og jeg lander mellem bolværk og kajak. Godt man kan sin kajak-teknik.

Uha, jeg har travlt nu, tænker jeg, så hurtigt som de drenge løber! Jeg padler det bedste jeg har lært, ca. 5km ud mod næste skiftezone. Pyha, de står ikke og venter trippende på mig… Jeg har overraskende nok heller ikke set Team Skandia kommer efter mig kajakken, men der imod set ryggen af ATventure, vadende over mod Thurø. Vi er stadig lige i hælene!

Drengene checker ind, og vi gør os klar til næste ben at etapen. Bjarke skal i kajakken, mens Simon og jeg skal svømme over. Her indtræffer så vores sidste grej-issue. Bjarke får min ro-jakke og trækker også i min vest. Men hov, hvad skal jeg så have på? Vi endevender kajakken og konstaterer, at Bjarke i ren vanvare har afleveret sin vest efter kajak-etapen, og blot tænkt, at han jo bare overtog mit grej sammen med kajakken. Bum. What to do? Vi spørger, om der mon skulle findes en ekstra vest i skiftezonen? Desværre ikke. Kan vi løbe eller ro tilbage at hente den? Trætte er vi, klokken er nu 9, der er gået 21timer og der er stadig måske 3 timer til mål. Energi-poserne er stort set støvsuget. Vi har ikke overskuddet til at tilbagelægge den ekstra distance, og det er jo også muligt at grejet allerede er transporteret til mål, inden vi evt. når tilbage til det.
Kan vi finde en vest et andet sted? Ikke rigtig. Kan vi fortsætte uden? Og hvad er konsekvensen? Vi ved med det samme at mesterskabet er tabt, og at vi står til en straf, med mindre vi blot stopper her.

Et ultra fedt race er i gang, konkurrencen er tæt, og intet er sikkert afgjort. Vi bruger en del tid på at vende diverse scenarier og muligheder. Forude venter 3 korte kryds på ca. 800m over lavt vand og en smal sejlrende. Holdet skal være samlet ved krydsning, og vandet er ret roligt her. Konsekvensen ved at fortsætte uden vest tænker vi, er en betragtelig tid straf eller diskvalifikation. Vi tænker også, at hvis vi ringer til løbsledelsen, så er beskeden, at vi skal tilbage og hente den (den har vi vendt), eller vente på at få en vest bragt ud, samt modtage en straf for at få hjælp udefra. Den straf er ukendt, og erfaringen siger os, at den lige så vel kunne være diskvalifikation, som en mindre tid straf. Vi træffer derfor den beslutning, som vi i situationen mener, er den bedste. Vi fortsætter, fordi vi mener det er forsvarligt. Ikke nødvendigvis korrekt. Men forsvarligt. Mere om det senere.

Gassen går naturligt lidt af ballonen herefter. Et uventet, stabilt tilkæmpet mesterskab er tabt, og der er intet at gøre. Øv. Det er dog stadig et fedt race vi er med i, og vi forsøger at holde moralen og tempoet oppe. Vi får lavet de to første kryds, og sætter i gang med kajak land-transporten på de medbragte hjul. Det er tungt. Sidste post på Thurø klippes, og vi krydser sidste gang sammen vadende/svømmende/roende tilbage til Fyn. Sidste skiftezone.

Her mødes vi af Robert, der meddeler, at vi er blevet diskvalificeret for at fortsætte uden en vest. Skuffelsen er stor, men straffen ikke uventet. Team Skandia checker ind, mens vi står og ærgrer os synligt, græder indvendig, og trækker i inlines for at begive os ud på sidste etape mod målet. Vi har en opgave, der skal gøres færdig.

Vejstrup Ådal er åbnet særligt for os til lejligheden, og vi har fornøjelsen af at afslutte dette formidable race i de smukke omgivelser. På kortet er der ca. 2-3 km til fods, med inliners på ryggen gennem ådalen. Efter en rum tid, kommenterer Simon, at der da egentlig er ret lang vej gennem den her ådal. Der er blevet kørt stærkt de seneste 23timer.

Klokken 12.25, efter 23t og 45min race, ruller vi ind under målportalen ved Vejstrup som første mix-hold. Der er ingen tvivl om at følelsen havde været en ganske anden, hvis det havde været som danmarksmestre, i stedet for diskvalificerede.