Louise Isager

Vi står over for noget historisk 🌏❤️‍🩹

Mit hjerte begriber ikke hvordan vi er kommet her til. At dobbeltovergreb på et levende menneske af kød og blod bliver gjort legalt. Jeg kan let finde en lyst til at pege fingre, men jeg tror oprigtigt på, at vi med hjertet (blødende) forrest, må indse, at jura og menneskelige hensyn bliver en sag i retten.

Jeg følger sagen tæt hos Mathilde. Du kan finde hende på IG og kaste kærlighed efter hende der - og så vil jeg, om muligt, står som rygstøtte ved retssagen i Århus 💛

Tak for det journalistiske arbejde, som idag desværre vurderes som værende 'modigt'. Vi bryder kun tabu, ved at tale om det 🌱 og det er der virkelig et behov for !

Anna bliver stævnet af sin mor: »Mit liv er ikke et tabu, og jeg kræver retten til at eje det« Har du ret til at fortælle din egen historie i offentligheden – også selv om den indeholder beskyldninger mod andre? Det gjorde Anna - nu venter et principielt opgør i retten.

🫣 Mon tempoet frarøver os forbindelsen til os selv og hinanden?

Det er nu godt halvanden måned siden, at valgresultatet for KV25 lå fast, og jeg kunne parkere en oplevelse, som vitterligt kun har været berigende. Et kandidatur, der gav mening. Møder, samtaler og nærvær, som satte spor. Og en konklusion om, at det og stå på mål for egne holdninger ikke er nær så farligt, som forventet ✌️

Men herefter opstod der noget, der kunne minde om radiotavshed, fra min side. Og det var ikke tilfældigt — det var et behov. Mit behov.
🗣 En dag forsøgte jeg at sætte ord på det over for en veninde: “Jeg har svært ved at lande i mig selv igen", hørte jeg mig selv sige. Men i det øjeblik jeg sagde det højt, kunne jeg mærke, at det ikke helt var sagens kerne.

🙇‍♀️ For jeg har været tro mod mine værdier. Jeg har formidlet med mit eget sprog og stillet op som det menneske jeg er. Alligevel lå der en følelse af udmattelse og manglende overskud som en tung dyne over mig. Så jeg blev nysgerrig. Ikke på at fikse — men på at forstå.

Jeg kan ikke pege på én enkelt årsag, men jeg har fundet en forklaring, der giver mening for mig. Den handler om mine livsstrategier ❤️‍🩹
Med en dysfunktionel opvækst har ansvar været min overlevelsesstrategi. Fuld plade på opgaver, adrenalin i kroppen og et kortisolniveau i skyhøjde. En unormal kropslig og mental tilstand. En form for kronisk stress. Ja, som jeg jo senere hen også fik stillet som diagnose. En af de autoimmune sygdomme, som kendetegnes ved at kroppen fejlagtigt går til angreb på sig selv. Som en reaktion, på det den udsættes for.

🧘‍♀️ Derfor har jeg de seneste år arbejdet med at skrue ned. At mærke ind i stedet for ud. En krævende disciplin for os antennebørn.

Det seneste år som hjemmepasser har været en øjenåbner for, hvad der påvirker mit nervesystem — og hvordan. Og at køre en hel valgkamp på min egen indre ild var, set i bakspejlet, at spille alle mønter på overlevelse her og nu 🔥 Det giver liv i øjnene og en stærk fornemmelse af at leve — men det slider. Og på den lange bane er det slet ikke bæredygtigt. For jeg var fluks retur i min gamle overlevelsesstrategi. Og det huskede min krop. Og hjernen er ikke rationel, men handlekraftig.. så jeg har haft kæmpet for min overlevelse, trods 'faren' faktisk aldrig rigtig var tilstede. Og nu har jeg gået rundt, i hvad den fødende kvinde vil kunne genkende som efterveer, som jeg desperat har forsøgt at vride mig ud af, som var det en våd badedragt!

En overgang, og I dette tilfælde et temposkifte.

Derfor har jeg taget mig tiden til at skrue ned for tempoet. Ladet min krop forstå, at den ikke behøver at kæmpe. Jeg ønsker nemlig sammenspil. At faren den reagerede på, er okay, og ovre. Og at jeg er taknemmelig for dens iver for min kamp. Og for at genskabe forbindelsen. Til mig selv — og dermed også til andre.

Næsten 200 mennesker troede på mit 💛 hjerte. Jeg er dybt taknemmelig. Også for den bestyrelsespost hos STU, Lysbro uddannelsescenter som jeg idag officielt besidder.

🚀 Må 2026 fortsætte rejsen, hvor vi ser et skifte i værdier og muligheder. Hvor rummelighed ikke bare er noget vi taler om, og hvor omsorg genvinder sin sande værdi ✨️

Vi ses der ude! 🤝

Jeg så f stolt! 🔥

For som Annika synger: "Det ikk' for at blære mig, jeg' bare så fu***ng stolt!".

Jeg løftede sagen om manglende kvalificeret hjælp til børn, unge og unge voksne opvokset i hjem præget af misbrug i Silkeborg Kommune i oktober måned i 2024.

Og nu, kan Silkeborgs unge medborgere endelig skrive sig op til netop den hjælp! 💛👏

🤞 Så mangler vi bare at det nye byråd prioritere at investere økonomien, så målgruppe af 25-35årige også får tilbuddet..

Må vi huske, at vi har magt i vores stemme. At vores bidrag er af værdi - og at vi kan skabe de nødvendige forbedringer 🫶

NY AFDELING: Har du, eller kender du en ung, der har brug for os i Silkeborg?

Til januar 2026 åbner vi en ny afdeling i Silkeborg. Allerede nu er det muligt at skrive sig op til gratis terapi.

I Silkeborg kan du få:
🌱 Individuel terapi
🌱 Gruppeterapi

På tuba.dk under ‘Ræk ud’ kan du finde afdelingen og tilmelde dig en forsamtale for at høre mere, om hvad vi kan hjælpe dig med.

Hjælpen i Silkeborg er til unge mellem 12 og 24 år og er finansieret af Social- og Boligstyrelsen.

🧑‍💻 Læs mere om terapi i TUBA på tuba.dk

Link til afdeling i Silkeborg: https://www.tuba.dk/raek-ud/afdelinger/silkeborg

Torvedag 💛

De sidste to lørdage har jeg stået på torvet i Silkeborg for at lytte, svare på spørgsmål og dele mine perspektiver. Det har været endnu en oplevelse til mindebogen — fyldt med gode samtaler, smil og oprigtig nysgerrighed ✨️

Tak til alle jer, der har stoppet op og delt jeres tanker med mig. Det betyder mere, end I aner 🫶

Hvis du sidder inde med et spørgsmål eller noget, du gerne vil vende, så er kommentarfeltet dit — og min indbakke er altid åben 💛