Iben Lehmann Rasmussen

Iben Lehmann Rasmussen

Del

01/05/2026

1. maj handler om mennesker.

Om dem, der gik foran os og kæmpede for rettigheder, vi i dag nogle gange kan komme til at tage for givet. Om dem, der stadig går på arbejde med kroppen, hjertet og ansvaret for andre som deres vigtigste redskaber. Og om dem, der hver dag får velfærden til at hænge sammen i praksis.

Pædagogen, der ser barnet, før mistrivslen vokser sig stor.
Læreren, der bliver ved med at tro på eleven.
SOSU’en, der holder fast i værdigheden, også når tiden er knap.
Håndværkeren, industriarbejderen, rengøringsmedarbejderen, chaufføren og alle dem, der får hverdagen til at fungere for os andre.

Det er mennesker, der bygger samfundet. Ikke kun med hænderne, men med ansvar, faglighed og omsorg.

Derfor er 1. maj ikke bare en tradition. Det er en påmindelse om, at solidaritet ikke er et gammelt ord fra en sangbog. Det er noget, vi gør. I vores prioriteringer. I vores fællesskaber. I vores måde at tale om hinanden på. Og i de politiske valg, vi træffer.

For ulighed handler ikke kun om penge.

Ulighed handler også om tid. Om ro. Om overskud. Om hvem der har plads til at trække vejret, når hverdagen presser på. Om hvem der kan gå ned i tid, købe hjælp, tage en pause eller finde en vej udenom, når arbejdslivet slider. Og om hvem der bare må bide tænderne sammen og fortsætte.

Det er også ulighed, når nogle mennesker har fleksibilitet og indflydelse på deres arbejdsdag, mens andre må løbe stærkere, springe pausen over og gå hjem med kroppen fuld af stress og hovedet fuldt af alt det, de ikke nåede.

Og det er ulighed, når medarbejdere i vores velfærd ikke får tid og rammer til at gøre deres arbejde ordentligt. For så rammer det ikke kun dem. Så rammer det barnet, der havde brug for en voksen. Den ældre, der havde brug for nærvær. Familien, der havde brug for hjælp i tide. Og det menneske, der havde brug for at blive set, før problemerne voksede sig store.

Vi kan ikke tale om god velfærd uden også at tale om ordentlige arbejdsvilkår. Tid, ro og faglighed er ikke luksus. Det er forudsætningen for kvalitet, trivsel og værdighed.

Det handler også om frihed. Ikke den lidt tynde udgave, hvor man er overladt til sig selv. Men den frihed, der opstår, når vi ved, at fællesskabet griber. Når børn får en god start. Når unge får mulighed for at vælge deres egen vej. Når mennesker kan holde til et helt arbejdsliv. Og når man ikke bliver mindre værd, fordi livet blev svært, kroppen blev slidt, eller man havde brug for hjælp.

For mig er 1. maj derfor både festdag og kampdag.

En festdag for alt det, fællesskabet har skabt.

Og en kampdag for alt det, vi stadig skylder hinanden.

Vi skal turde insistere på, at mennesker ikke er budgetposter. At børn ikke er udgifter. At medarbejdere ikke er ressourcer i et regneark. Og at velfærd ikke bliver stærkere af, at mennesker løber hurtigere, men af at vi skaber rammer, hvor de kan lykkes med det vigtige arbejde, de er sat i verden for.

Det handler om mennesker – og mennesker skal behandles ordentligt.

God 1. maj.

29/04/2026

Tirsdag aften traf vi en vigtig beslutning i Kolding Byråd.

Vonsild Specialcenter bliver til en selvstændig specialskole.

Det gør mig oprigtigt glad – og også stolt – at både et enigt udvalg og et enigt byråd står bag beslutningen.

Nogle gange kan politiske processer udefra komme til at ligne usikkerhed, tøven eller manglende retning. Men grundighed er ikke slingrekurs. Inddragelse er ikke forhaling. Og ordentlighed er ikke til forhandling.

Både i udvalget i sidste byrådsperiode og i denne har vi insisteret på, at de involverede blev hørt, inddraget og taget alvorligt. Det er præcis den grundighed, der gør, at vi kan sætte et tydeligt punktum.

For retningen har hele tiden været klar: Børnene skulle have det skoletilbud, de har brug for.

En selvstændig specialskole er det, der skal til for at skabe de nødvendige rammer for børnenes trivsel på sigt – fordi det styrker den specialpædagogiske faglighed, gør det lettere at tiltrække de rette kompetencer og giver skolen en tydelig profil.

For mig har det hele tiden handlet om noget helt grundlæggende: Børnene.

Børn, som har brug for ro, tydelighed og voksne, der forstår både deres udfordringer og deres styrker. Og familier, som hver dag gør en ekstra indsats for at få hverdagen til at hænge sammen. Og medarbejdere, der hver dag løfter en krævende opgave – og som skal have rammerne til at lykkes med den.

Med en selvstændig specialskole får vi en tydeligere faglig retning, en ledelse tættere på hverdagen og bedre rammer for både børn og medarbejdere.

Kvalitet opstår ikke af sig selv. Den skabes, når mennesker får de rigtige rammer til at lykkes.

Jeg er glad for, at vi i dag stod sammen om at tage ansvar.

For i sidste ende er det faktisk ret enkelt: Det handler om børn. Det handler om familier. Det handler om mennesker og mennesker skal behandles ordentligt ❤️💚

Photos from Iben Lehmann Rasmussen's post 28/03/2026

Fredag tog vi første spadestik til GAME Street Hub Kolding i NICOLAI – Danmarks første gårdrum til gadeidræt.

Det er et vigtigt og virkelig spændende projekt. Ikke bare fordi et fysisk område nu begynder at tage form, men fordi det her bliver et sted til og for børn og unge. Et sted, hvor bevægelse, musik, dans og fællesskaber kan få plads midt i byen.

For mig er det her også et tydeligt billede på noget, jeg tror meget på: At stærke fællesskaber ikke opstår af sig selv. De kræver, at vi prioriterer dem. Og de kræver, at vi løfter ansvaret sammen.

For mig er det her også et stærkt billede på noget, jeg virkelig tror på: Ansvaret for stærke fællesskaber er et fælles projekt. Derfor betyder det noget, at vi i dag stod der sammen – syv udvalgsformænd – og at GAME Street Hub er blevet til i et stærkt samarbejde på tværs af syv byrådsudvalg og mange aktører. For trivsel, deltagelse og gode mødesteder for børn og unge er ikke noget, der skabes i siloer, men noget vi lykkes med, når vi arbejder sammen.

Jeg er glad for, at vi i et stærkt politisk samarbejde har været med til at skubbe på en udvikling, hvor kultur, bevægelse og sociale fællesskaber tænkes sammen. Det er præcis den slags helhedsorienterede løsninger, jeg tror på.

Det handler om mennesker, og mennesker skal behandles ordentligt. Og det gælder også børn og unge. Derfor skal vi skabe steder, hvor man kan høre til, mødes, udfolde sig og blive en del af noget større.

Jeg glæder mig til, at det står klar, og til at se NICOLAI-komplekset få endnu mere liv med den nye GAME Street Hub – et stærkt sted for børn og unge og et løft for de stærke fællesskaber i Kolding.

Vil du plassere din offentlig person på toppen av Offentlig Person-listen i Kolding?
Klik her for at gøre krav på din sponsorerede post.

Type

Telefon

Adresse


Kolding
6000