Nuar Terapi v/ Thomas Raun

Når du aldrig føler dig nok - uanset hvad du gør
Ugens emne: Når vi er så optagede af at blive mødt, at vi holder op med at se den anden

Der er noget særligt tungt ved at være den undvigende i et parforhold.

For du bliver sjældent set som den der har det svært.

Du bliver set som den der trækker sig. Den der ikke vil. Den der ikke gider. Den der holder den anden på afstand.

Men det er sjældent det, der foregår indeni.

For den undvigende trækker sig ikke fordi de er ligeglade. De trækker sig fordi de er pressede. Fordi de føler sig forkerte. Fordi uanset hvad de gør, er det ikke nok.

De rækker ud og det er ikke på den rigtige måde.
De trækker sig og det er heller ikke rigtigt.
De siger noget og det lander skævt.
De tier og det bliver også til noget.

Og langsomt begynder de at tro på det. At de er forkerte. At de ikke kan finde ud af det. At de skuffer den anden igen og igen - ikke fordi de vil, men fordi det ser ud til at være det eneste de kan.

Så de trækker sig endnu mere. Ikke for at straffe. Men fordi det er det eneste sted, hvor der er lidt ro. Lidt plads til bare at være - uden at skulle leve op til noget.

Men den opsøgende oplever det som afvisning. Og rækker ud endnu mere. Og presset vokser. Og den undvigende trækker sig endnu længere ind.

Ingen af jer er problemet. I er begge fanget i en dynamik, der gør det næsten umuligt at mødes.

For den undvigende længes efter kontakt lige så meget som den opsøgende. De ved bare ikke hvordan de skal finde vej til den når de hele tiden føler sig forkerte for at prøve.

Et spørgsmål til dig: Kender du følelsen af at trække dig. Ikke fordi du ikke vil, men fordi du ikke kan finde plads til dig selv i det der foregår?

📅 Læs med på fredag, hvor jeg deler hvad der sker, når den opsøgende begynder at lytte i stedet for at lede - og hvad det gør ved den undvigende.

Hvad bliver muligt, når du tager det hjem til dig selv?
Ugens emne: Når vi bebrejder andre for det vi ikke kan se hos os selv

Der sker noget i et parforhold, når vi begynder at arbejde med vores egne projektioner.

Ofte er det ikke noget dramatisk eller en pludselig transformation.
Men en gradvis forandring i måden vi møder den anden på.

For så længe vi sender det videre. Altså det vi bebrejder, kritiserer, bliver ved med at pege på, hvad den anden gør forkert er vi fanget.

Vi venter på at den anden ændrer sig. Og de venter på at vi forstår dem. Det skaber en fastlåsthed hvor ingen bevæger sig.

Men når vi begynder at spørge os selv: hvad handler min reaktion egentlig om sker der noget andet.

Vi holder op med at kæmpe mod den anden. Og begynder i stedet at forstå os selv bedre. Hvad vi selv bærer på? Hvad der driver os? Hvad vi egentlig har brug for?

Og det gør noget ved den måde vi er i forholdet på.

Vi bliver mindre reaktive. Ikke fordi vi undertrykker noget, men fordi vi forstår det. Vi holder op med at gøre den anden til årsagen til alt det der er svært. Og vi begynder at tage ansvar for vores del - ikke af skyld, men af frihed.

For det er faktisk frihed. At opdage at du ikke er offer for den andens adfærd. At du har et valg i hvordan du reagerer. At det der trigger dig, ikke behøver styre dig.

Og den frihed smitter.

Når du holder op med at sende dine projektioner videre, møder den anden dig anderledes. Ikke fordi de er blevet et andet menneske. Men fordi dynamikken mellem jer har ændret sig.

For vi kan ikke ændre den anden. Men vi kan ændre det vi bringer ind i rummet mellem os. Og det ændrer alt.

Et spørgsmål til dig:
Er der noget du har bebrejdet din partner for, som du nu har fået øje på også kan handle om dig selv?

Jeg håber ugens opslag har givet dig noget at tænke over. Måske endda noget du ikke helt havde set før🤔

Rigtig god weekend og pas på i varmen 🌴😎