High:five
26/06/2026
Solen står højt på himlen, og foråret er blevet til sommer.
Ferien banker på døren. Vi gør status på foråret 2026.
478 tidligere straffede har i årets første 6 måneder været i kontakt med High:five, og 142 nye virksomheder har henvendt sig for at tage et ansvar for at skabe en ny fremtid for dem.
112 ansøgere er kommet i job eller uddannelse. 85 indsatte har fået et kursusforløb under afsoning, og mange er ved at pakke kufferten for at rejse mod en bedre fremtid.
𝟮𝟬 𝙖̊𝙧 𝙢𝙚𝙙 𝙃𝙞𝙜𝙝:𝙛𝙞𝙫𝙚
Den 21. maj fejrede High:five sit 20-års jubilæum. Det blev en festlig markering af en lang rejse sammen med ansøgere, virksomheder, myndigheder, politikere og organisationer.
I løbet af 20 år har næsten 10.000 tidligere straffede været i kontakt med High:five, og vi har samarbejdet med mere end 4.000 virksomheder. Undervejs har vi navigeret gennem finanskriser, reformer, sundhedskriser og meget mere.
Det har været svært. Indrømmet. Men når vi ser tilfredse virksomhedsledere og glade ansatte, har indsatsen været det hele værd.
𝙁𝙤𝙡𝙠𝙚𝙢ø𝙙𝙚𝙩
High:five var igen til Folkemøde på Bornholm.
I en uforudsigelig verden glæder man sig over at bo i et land, hvor den demokratiske dialog er mulig. Hvor forskelligheder forenes i konstruktiv dialog om, hvad der er bedst for dig, mig og Danmark.
Vi skal værne om den værdifulde dialog og aldrig tage den for givet.
Tak til alle, vi mødte, for de gode samtaler. Vi ses igen i 2027.
𝙐𝙣𝙜𝙚𝙡ø𝙛𝙩𝙚𝙩
De nationale møder holdt pause under regeringsforhandlingerne, men er startet op igen.
High:five har indgået mange aftaler med kommunerne, og vi forventer meget af samarbejdet.
Vi møder allerede mange fra målgruppen af unge, der står uden job og uddannelse, men som drømmer om et helt almindeligt arbejdsliv.
Vi kan se på menneskers fortid og nutid og lade os begrænse af vores egne eller andres bekymringer.
Men hvis vi møder mennesker med et åbent sind og har fokus på de unges motivation og potentiale, får vi også øje på nye muligheder. Man får som bekendt øje på dét, man kigger efter.
𝙉𝙖̊𝙧 𝙨𝙩𝙧𝙖𝙛𝙛𝙚𝙣 𝙚𝙧 𝙖𝙛𝙨𝙤𝙣𝙚𝙩
I High:five arbejder vi for at skabe forandring for tidligere straffede, der ønsker det.
Vi følger mennesker, som har afsonet samfundets straf, og som beslutter at lægge deres gamle liv bag sig, starte på en frisk og gå på arbejde hver morgen.
Men så rammer ”tillægsstraffen”, der for mange opleves som en livstidsdom: gæld til sagsomkostninger.
Gældsstyrelsens inddrivelse betyder for mange, at de skal gå på arbejde for dét, der svarer til en kontanthjælp, uden mulighed for at forsørge en familie og leve et almindeligt liv.
Vi glæder os derfor over, at der i det nye regeringsgrundlag er lagt op til at revidere reglerne for lønindeholdelse, så det i højere grad kan betale sig at få et arbejde, når man har afsonet sin straf.
Tak for et dejligt forår. Tak for tilliden.
Vi glæder os til samarbejdet efter sommerferien.
Direktør, 𝙊𝙡𝙚 𝙃𝙚𝙨𝙨𝙚𝙡
13/06/2026
"Så meget demokratisk superkraft samlet ét sted."
Sådan sagde Mette Frederiksen, da hun åbnede årets Folkemøde. Og det er svært at være uenig.
De seneste dage har vi talt med politikere, virksomheder og samarbejdspartnere om nogle af de udfordringer, vi møder i arbejdet med mennesker, der ønsker et liv uden kriminalitet. Om hvor svært det kan være at komme videre efter en fængselsdom, men også om hvad et arbejde kan betyde.
Noget af det, vi tager med hjem fra Folkemødet, er oplevelsen af, at der bliver lyttet og spurgt ind.
Vi glæder os også over regeringens målsætning om at ændre reglerne for gæld til straffesagsomkostninger. For den gæld kan gøre det ekstra svært at komme videre efter endt afsoning. Og det er svært nok at starte forfra i forvejen.
Måske er det også noget af den demokratiske superkraft, Mette Frederiksen talte om. At mennesker med forskellige perspektiver mødes, lytter til hinanden og tager samtalen.
Tak for et godt Folkemøde☀️
Klik her for at gøre krav på din sponsorerede post.
Telefon
Internet side
Adresse
Copenhagen