Bornholmerholdet
21/05/2024
Kan du stave til “SEJR”? Nu kan du!
Efter en stærk sejr i sidste uge skal PI Oldboys igen i dag i kamp. Det bliver med laserfokus, stramme balder og lunkne pils i badet efter slutfløjt. Og er der et bedre sted at starte end med sidste kamps store overraskelse? “Kan du gætte hvem jeg er?” lyder den populære børnesang. Men denne rundes spillerprofil er både svær at gætte og er IKKE for børn. Det er nemlig ingen ringere end Casper Kofoed aka Calle Kof aka Den Bornholmske Peter Andre.
Redaktionen sidder i skrivende stund med savl på hagen, mens der tæskes igennem Calles Facebookbilleder for at finde et passende billede til offentligt skue. Vi har her at gøre med en sand adonis. Mums filibaba siger vi bare! Når Casper kommer gående skal man altid nive sig selv lidt i armen. Med et charmerende tandpastasmil, altid lækkert hår og en fabelagtig personlighed, vinder Calle altid folks hjerter. “Ris ras filiongongong, vil du ha’ et slik så kom-kom-kom!” synges der i kor, når P*s helt egen supermodel snørrer konfirmandpedalerne og spækker løs på grønsværen.
Calle Kof er vokset op på Nordlandet i Tejn. Og er der noget vi her på redaktionen ved, så er det, at alle fodboldklubberne nord fra Rø Plantage har et uhyggeligt ry for at fuldstændig f**k-smadre unge bornholmske fodboldspilleres talent. Dog er Calle sluppet nogenlunde heldigt fra det, hvilket har resulteret i - og hold nu fast - 62 sæsoner for PI! Onde tunger skal vide, at han længe har forsøgt at komme væk fra klubben, men en skæbnesvanger nat i Lisboa i 2013 sikrede en umådeligt lang kontrakt. Til stor glæde for hans holdkammerater.
Udover at være en satans skarp karl fra CBS, så samler Calle Kof på små figurer af Teenage Mutant Ninja Turtles, Warhammer 40.000 og billeder af kvinders fødder. Det er sygeligt, men som den inkluderende klub vi er, så dømmer vi ikke hinanden på de små skævheder vi hver især har. Hvis du ser Hr. Kofoed og tænker “Wow hvor ville jeg gerne stå lige så skarpt som ham til sommer”, så er det bare ærgerligt, pikmund, for det er sgu for sent - sommeren er startet. Prøv igen næste år! Dog er vi her på redaktionen helt sikre på, at Calle med glæde deler lidt ud af sine træningstips, hvoraf flere af dem efter sigende skulle involvere at gå til cosplay-konventioner i Bella Centret.
Med dette potpourri af godter scorer Calle Kof derfor 0/10 i hobbyvalg, 8/10 i at overraske i sidste kamp og 10/10 i s*x appeal.
Vi ses i aften kl. 18:00 på hjemmebane mod Vesterbro Alliancen. Kowabunga, motherf**kers!
Og husk … Klasse fornægter sig aldrig!
PS. Billedet er ikke 15 år gammelt - det er fra i går!
16/05/2024
Giovani Hajduk - PI Fodbold (2-5)
Onsdag d. 15. maj kl. 19:30
Referent: Munch
Startopstillingen: ??? (Redaktionen er rasende over ikke at modtage en startopstilling - der vil være konsekvenser!!)
Mål: Munch 3, Calle Kof 1 og Hüb 1
Kampens spiller: Jeppe Lenz
Kampens overraskelse: Casper Kofoed
Solen stod lavt og skarpt på himlen en dejlig og lidt blæsende onsdag aften, hvor PI skulle forsøge at vende skuden efter et forfærdeligt nederlag mod Vestia i sidste kamp.
Taktikken var klar fra tilbagevendte og savnede Arnefar. Vi skulle tilbage i en 3-2-1 opstilling, da vi kan forsvare med 5 mand, da Munch ligger på toppen.
Derudover var der svære betingelser for udeholdet PI, da det stod klart at der skulle spilles 7 mod 7 på en 4 v 4 bane. Det lod dog ikke påvirke et bundt rutinerede PI hold.
Kampen blev fløjtet i gang og begge hold skulle lige se hinanden an, inden der kom den første chance. PI stod solidt på banen og vel nok den bedste defensive kamp af PI i denne sæson. (Der skulle hellere ikke meget til) – men nok om det.
Vores vante opstilling gjorde at vi kunne spille vores eget spil – men samtidig være målfarlige på bolderobringer og kontra. Det var netop også det der første til 1-0 målet af Munch. Tilbagevendte Lars Højholt, der hellere ville tale tyrkisk end dansk, gjorde et flot comeback med massere af lyd og vilje (vi forstod ikke hvad han sagde, men det gjorde udeholdet heller ikke). Men på en eller anden måde fik Lars og Hüb skabt et godt sammenhold inde på midtbanen, der også førte til 2-0 målet efter flot og hurtigt kombinationsspil, hvor Hüb sparker bolden resolut i mål ved nærmeste stolpe. Dernæst vidste man også at Hüb havde brugt sin kvote på at score mål.
Ved 2. halvleg start og en føring på 2-0 skruede Hajduk op for tempoet og PI faldt længere tilbage på banen. Hajuks tempo gav hurtigt pote og de fik reduceret til 2-1 ca 5 min inde i 2 halvleg. Espen og forsvaret var på overarbejde med solide redninger og godt forsvarsspil, der også var med til at skabe målet til 3-1 på en kontra, hvor Munch får bolden 1 mod 1 – og med to gode gammeldags husmandsfinter får sat sin modstander og sparker bolden i mål til 3-1.
Det gav lidt pusterum til PI, der ellers var under hårdt pres og med 8 min igen får Hajuk endnu engang reduceret til 3-2, Hajuk gik offensivt til for at få det udlignende mål – og det gav muligheder den anden vej, som også fører til 4-2 målet. Munch får bolden i dybden og fra en spids vinkel bliver bolden reddet og hopper op i 2 meters højde, hvor Casper Kofoed i ægte Zlatan stil hopper op og kæler bolden i et lob over målmanden, som om han ikke har lavet andet i sit liv.
Det skal dernæst nævnes, at Casper havde været ude og donere 0,5 L blod inden kampen – og i en alder af 39 år, har vi fundet ud af Casper har haft en 0,5 L for meget blod i kroppen. Vi har derfor allerede nu bestilt en blodtapning inden næste opgør til Casper, så han igen kan præstere på sit topniveau.
Kampen slutter 2-5, hvor det sidste mål bliver sat ind af Munch.
15/05/2024
Rundens Spilerprofil: Simon Iversen
Er du dum? Nej, vel!? Så læs lige her!
Kender du det når det kilder noget så dejligt i javertussen af de helt rigtige årsager? Sådan er det hver gang denne rundes spillerprofil går på banen: Hvilket mandfolk! Hvilket pragteksemplar! Og hvilket helt igennem fremragende menneske at have på sit fodboldhold. Der er naturligvis tale om ingen ringere end Simon Iversen aka Iver aka besudleren fra Høruphav (hvor end det så er).
Hvis du ikke kan klokken, så skal du bare kigge på Iver, for så ved du at det er slikketid! Med et gemytligt og varmt væsen står Mejetærskeren fra Sønderjylland altid klar til at trække i den grøn- og hvidstriberede PI trøje. Vind og vejr slår ikke en ægte jyde ud, og man er derfor altid sikker på, at Iver træder til, når der skal trilles lidt bold. Som en sand omfavnelse af den hollandske totalfodboldsfilosofi fra 70’erne har Iver mestret at spille på samtlige pladser på banen. Således er der intet, der kan få Stoneface Iver til at fortrække en mine, når han den ene kamp starter på højre back og næste kamp ligger alene på toppen - altid med en helhjertet indsats for sit hold!
Som et af de største mysterier om Iver, så rygtes det, at man simpelthen ikke ved hvor gammel han er. Snakken i krogene har estimeret ham et sted mellem 5 måneder og 42 år, men det er stadig uvist hvor vi præcist ligger henne i alder. Der er forlydener om, at der er bestilt en såkaldt Kulstof 14-datering på Iver, men han har på mirakuløs vis afværget alle forsøg på at blive indfanget til tests. På fodboldbanen er man dog altid sikker på en fight og højt hoved, når Sheiken fra Dubai lukker sine velcro-fodboldstøvler og træder ud på grønsværen. Udover at være en højt skattet holdkammerat, så har Iver også bedrevet en del af sit voksne liv i Dubai, hvor der serveres cocktails med billeder af ham selv på, og hvor der altid er en lyserød Rolls Royces inden for synsvidde. Skal du derfor have gode rejsetips til en tilfældig destination, hvor “… forsøg på henvendelser til kvinder kan være strafbart” (Udenrigsministeriet, 2024. Den er god nok, look it up, nørd!), så kan du trygt spørge Iver om rejsetips til Dubai - man betaler i naturalier i omklædningen efterfølgende.
Derfor scorer Iver 2/10 i aldersdatering, 8/10 i at kunne spille alle positioner på banen og 10/10 i en fantastisk måde at være på.
I dag står kampen mod … *retter på læsebrillerne* … Giovani Hajduk!? Her på redaktionen aner vi ikke hvem ham Giovani er, men kampen fløjtes i gang kl. 19:30 i Ryparken. Holdet kan altid bruge opbakning - særligt i det gode sommervejr. Vi ses!
Og husk … Klasse fornægter sig aldrig!
23/04/2024
Rundens Spillerprofil: Johan Kars
Så er Sutteekspressen klar igen! Denne gang skal der suttes tre point ud af vederstyggelighederne fra BK10 på hjemmebanen i Valby. Kampen starter i aften kl. 20:45. Og er der en bedre måde at varme op på end med en omgang Rundens Spillerprofil? Svaret er nej, min lille lodne kammerat. Dagens spillerprofil er ingen ringere end bæltekøretøjet fra Ibsker: Johan Kars!
Johan Kars aka Handsken aka Den Bornholmske Geisha er en forholdsvis ny signing til Bornholmerholdet fra sidste sæson. Handskefar er gået direkte ind i PI med et fænomenalt humør og socialt engagement. Derudover tegner der sig allerede nu et billede af en stamspiller på holdet, der er garant for en stærk indsats hver kamp. Fodboldopvæksten foregik i byldepestens højborg Svaneke, men graver man lidt i arkiverne vil man vide at Johan er halvt tysk og at der var adskillelige talentprogrammer i både Kaiserslautern, Düsseldorf og Hansa Rostock, der havde deres lange kikkert fremme for at signe den unge Kars. Valget faldt i sidste ende på Svaneke Boldklub og her på redaktionen har vi ladet os fortælle, at kontrakten lød på en Cocio og en Kradser efter hver kamp - noget som vidner om hvordan pengekasserne bugnede i 90’erne hos de bornholmske fodboldklubber.
Som en zeppeliner, der udelukkende holder sig svævende på charme og mandsmod, er Johan oftest placeret i de bagerste kæder, hvorfor han stadig befinder sig i Klub Nul for PI (hvilket en anden PI legende, Mour, også gjorde i ADSKILLELIGE år). Den seneste tids underskriftindsamling om at lade Handsken tage straffespark på Oldboys kan næppe have gået Coach Arnes næse forbi. Der må efterhånden være et stort pres for at lade Hættemågen fra Ibsker sparke straffespark for at få ham ud af Klub Nul - om Coach Arne er bukket under for presset endnu, må dagens taktiske oplæg vise. Som sagt befinder Handsken sig oftest i forsvaret, hvor han med sin fysik fjerner selv de største murersvende fra Storkøbenhavn imens han dagdrømmer om den Cacio e Pepe pastaret, som han fik i weekenden, med et vulgært lag af friskrevet trøffel på. Skulle uheldet være ude og holdet ikke præsterer, så kan man altid trøste sig ved at man kan blive skrubbet ekstra godt på ryggen i badet efterfølgende af Casanova Kars. Hvilket privilegium!
Handsken får således en stabil 0/10 i at score mål for PI, 7/10 i at lugte sig frem til byens bedste trøffelret og 10/10 i at være en fantastisk tilføjelse til P*s Oldboys. Vi ses i aften kl. 20:45 på hjemmebanen!
Og husk … Klasse fornægter sig aldrig!